Hele livet er livet værd

Støtteforeningen og arbejdet for et Hospice i Kolding er inde i en spændende fase:

  • dels stiger medlemstallet markant. Det går også godt med, at finde opbakning for vort arbejde i lokalsamfundet.

Vi forsøger nu, at indgå i et tættere samarbejde med politikere og embedsmænd og –kvinder i Kolding, for at forbedre muligheden for uhelbredeligt syge og døende.
Et forhåbentligt kommende Hospice er ganske vist et spørgsmål, som afgøres af region Syddanmark, men indtil vi er så vidt, håber vi snarest at kunne medvirke til umiddelbare forbedringer og muligheder for en optimal basal palliativ omsorg i Kolding området.

I Danmark skelner man mellem den specialiserede palliative omsorg og den basale palliative omsorg. Specialiseret omsorg varetages af Hospicer og palliative afdelinger på sygehuse og palliative teams, som alle har palliation som hovedopgave. Der stilles krav om behov for en specialiseret indsats og en kompliceret problemstilling for at komme i betragtning til f.eks. en hospice plads.
Den basale palliative omsorg varetages af de dele af sundhedsvæsenet, som IKKE har palliation som hovedopgave. Omsorgen organiseres på kommunalt niveau i hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, på plejecentre og i almen praksis – dvs. egen læge.

Fra mine erfaringer som psykolog i sundhedsplejen i både England og Holland kender jeg til mange niveauer af palliativ omsorg. Lige fra vågekoner til ’næsten-hjemme-huse’, hvor omsorgen udføres af frivillige med hjælp fra egen læge og hjemmesygeplejen. Dagcentre med tilbud til uhelbredeligt syge og plejehjem, som opretter palliative afdelinger, hvor både personale og frivillige er specialuddannede til at varetage plejen for døende og deres pårørende. Der er så mange muligheder for at opbygge et varieret og kvalificeret tilbud til de mennesker, som har brug for ekstra omsorg i livets sidste fase.

Vi er derfor taknemlige for, at kommunen har taget imod støtteforeningen med åbne arme. Vi håber, at det vil resultere i et samarbejde og en basal palliativ omsorg, som vil imødekomme de behov, der er blandt kommunens borgere. Vi tror på, at vi på den måde er i stand til at skabe nytænkning og støtte op om et projekt, der kan hjælpe de mennesker, som ikke passer ind i kravene til et eksklusivt hospice, men som stadig har brug for omsorg og en værdig død. Indtil vi er så vidt, at vort højtønskede Hospice i Kolding-området kommer inden for rækkevidde, så vil vi gerne gøre, hvad vi kan.

Som formand er jeg glad for at kunne bruge min erfaring og mig selv i den proces.