Jeg er inviteret på kaffe i Klaus og Lones udestue. Vi skal i gang med at tale om det, som kan være lidt svært. Mens Lone henter kaffen, fortæller Klaus roligt om sin søster, Gitte, som han husker hende. Han har gode minder om sin søster, Gitte.
Gitte var en fighter. Hun kæmpede hele livet for det hun synes var rigtigt, og hun var engageret i mennesker omkring sig, og i byen, Veerst, hvor hun boede med sin mand. Gitte var menschendick gymnastiklærer, og da hun blev ramt af modermærke kræft, søgte hun også hjælp i det alternative. Hun ville ikke give op.
Gitte havde en ukuelig tro på at hun nok skulle bekæmpe kræften, og efter endt behandling blev hun erklæret rask. Der viste sig dog senere at være 3 kræft metastaser i hovedet.
Nogle år senere viste en scanning at kræften var vendt tilbage, nu i knoglerne. Gitte måtte i behandling igen. Hun blev ved med at sige: ”Vi giver ikke op.”
Den 30. december mødtes familien hvert år for at fejre Gittes fødselsdag. Dette år var ingen undtagelse. Gitte havde, på trods af, at hun havde det tiltagende dårligt, insisteret på at samle familien. Den dag gik det op for Klaus, at nu var det ikke godt. Gitte var træt og stille.
Som vinteren skred frem havde sygdommen taget fart. Gittes mand tog orlov for at passe sin kone. Det var Gittes ønske at blive i hjemmet. De fik talt sammen om mange ting i forhold til bisættelsen, og Gitte valgte selv salmer.
I februar blev pleje opgaven omfattende, og Gitte fik tilbudt aflastning på Skt. Maria Hospice i Vejle. Selvom familien var bekymret, var det også en lettelse at vide, at Gitte nu var i gode hænder. Planen var jo at hun skulle hjem igen, som hun ønskede. På hospice fik Gitte den smertelindring, hun havde brug for, og der var plejepersonale omkring hende hele tiden.
Familien oplevede at der var plads til alle, også børn. Personalet hjalp familien til at sætte ord på det, der kunne være svært at tale om. Gitte havde under hele sygdomsforløbet kæmpet, og ville ikke give op. Med tiden slap Gitte dog kampen, og hun fik ro. Det der var tænkt som aflastning og restitution varede 10 dage, og blev Gitte og familiens sidste tid sammen.
Mandag blev Klaus ringet op, og fik at vide at Gitte havde fået det dårligt. De besøgte hende, og lørdag døde Gitte. Lørdag tog familien en smuk afsked med Gitte, og søndag sang de hende ud.
Gitte blev bisat i Veerst kirke, og kirken var fyldt af mennesker, der ønskede at tage afsked, hvilket vidnede om det engagement Gitte stod for i forhold til sine medmennesker og sin landsby.
Opholdet på hospice havde givet Gitte ro til at give slip, og samtidig fik familien også den nødvendige omsorg og støtte, så de fik oplevelsen af en smuk afsked.
Skrevet af Lone Friis, støtteforeningen for Hospice Kolding med tilladelse fra Klaus Hansen