Fortælling fra det virkelige liv – en ung pige fortæller:
Min mor og jeg boede alene sammen, og jeg var 18 år, da vi fik at vide at min mors lungekræft ikke kunne helbredes, men lægen kunne ikke sige hvornår hun skulle dø. Måske om 2 måneder, måske om 6 måneder.
Vi var begge knuste over det. Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne tage i skole. Jeg turde ikke forlade min mor hjemme. Min mor prøvede at holde humøret oppe, men jeg kunne se, hun også var bange. Da sygdommen blev værre, fik hun så meget smertestillende, at hun sov det meste af tiden. Der kom hjemmesygeplejersker flere gange om dagen, nogle gange kom der en læge. De spurgte mig om alt muligt, og sagde jeg altid kunne ringe til dem. Der kom en dame fra kommunen med hjælpemidler, og vores lille lejlighed var helt forandret og lugtede af sygdom. Jeg magtede ikke at gå i skole mere, og havde ikke tid og lyst til at være sammen med mine veninder. De forstod ikke helt min situation. En nat var min mor urolig og talte i vildelse. Jeg blev simpelthen så bange, og ringede efter en sygeplejerske, som kom og kiggede til min mor. Min mor faldt lidt til ro, men jeg turde ikke lægge mig til at sove. Den nat lå jeg ved siden af min mor og holdt hendes hånd. Vi græd lidt, og jeg følte mig meget alene og synes det var et stort ansvar at jeg som 18 årig, bange og ked af det, skulle sørge for min mor, og være den der skulle bede om hjælp.
Dagen efter kom der en ny sygeplejerske og foreslog at vi talte med en læge om at blive skrevet op til en plads på hospice. Det kunne vi ikke overskue, for hvordan skulle jeg besøge min mor der, og hvordan skulle jeg komme frem og tilbage dertil. Vi drøftede det med lægen, og blev alligevel enige om at det var den bedste løsning for jeg kunne ikke blive ved med at sørge for det hele.
Min mors sygdom blev værre, og der kom mange mennesker i løbet af dagen i vores hjem for at pleje min mor. 14 dage senere døde min mor. Hun nåede ikke på hospice. De sidste dage sov jeg ikke. Jeg ved at det var min mors ønske at jeg havde haft nogen at snakke med.
Mit liv skal gå videre nu. Det er sikkert ikke værre for mig end for andre i sorg. Men det var et stort ansvar at stå med for mig. Sygeplejerskerne var søde, men jeg synes at der var for meget uro, og min mor fik ikke fred og ro til at dø, fordi hun var bekymret for mig.
Fortælleren ønsker at være anonym, men er kendt af formanden for Støtteforeningen for Hospice Kolding
Tak fordi du læste med.