Med dette – Støtteforeningen Hospice Koldings – niende nyhedsbrev – vil bestyrelsen blandt andet orientere kort om generalforsamlingen, den fortsatte opbakning til et hospice initiativ i Kolding, ny bestyrelse, landsdækkende initiativer og nyt fra Daghjemmet Vesterløkke.
NYT FRA FORMANDEN
Tak for en hyggelig, konstruktiv og velbesøgt generalforsamling. Vi er i bestyrelsen glade for, at der bliver bakket op om at vores arbejde for at undersøge mulighederne for et kommunalt samarbejde om et hospice-initiativ i Kolding.
Vi er også glade for den gode og interesserede stemning, der var på den netop afholdte generalforsamling, for at afsøge mulighederne for et samarbejde med Kolding Kommune.
Det understøtter generalforsamlingens beslutning fra sidste år, og bakker op om bestyrelsens initiativ til at fortsætte denne vej. Vi vil derfor i det kommende år bruge kræfter og midler på at udbrede palliation til gavn for så mange borgere i Kolding Kommune som muligt.
Målet for os i Støtteforeningen Hospice Koldings bestyrelse står klart: Et lokalt forankret hospice med palliation. Men vi må sande, at regionen ikke har i sinde at lave en driftsaftale om et nyt hospice, som er forudsætningen for et traditionelt hospice.
Vi vil derfor i Støtteforeningen Hospice Koldings bestyrelse lade os inspirere af andre initiativer rundt om i landet.
Her har man blandt andet i Randers brugt sine kræfter og lykkedes med at etablere lokale hospice initiativer i samarbejde med kommunen.
Det kan for eksempel gøres ved at blive en del af et plejecenter, eller ved at understøtte den palliative omsorg på alle kommunens plejecentre. Vi vil derfor fortsætte arbejdet for dette, men har brug for alle lokale kræfter for at det lykkes.
Med venlig hilsen
Lissen I. Schougaard
Formand
NY BESTYRELSE
Bestyrelsen for Støtteforeningen Hospice Kolding består i det kommende år af Lissen Schougaard, formand. Lis Ravn Ebbesen, næstformand. Claus Warming, kasserer. Lars Thomasen, sponsoransvarlig. Inga Rønn Hillersborg, koordinator for de frivillige, og Nils Sjøberg, ansvarlig for nyhedsbrevet mm.
Ann-Christin Riis er nyvalgt suppleant efter Carsten Kristensen, som desværre er rejst fra byen efter en aktiv indsats som suppleant og frivillig på Vesterløkke.
Bestyrelsen vil i den forbindelse gerne takke Carsten Kristensen for hans store og aktive arbejde for at få et Hospice til Kolding.
MANGEL PÅ PALLIATION
Personligt og lokalt opleves der er mangel på hospicepladser i hele Danmark. Det fremgik af en høring på Christiansborg, som tre medlemmer af Støtteforeningen Hospice Koldings bestyrelse deltog i først i april.
I debatten kom det frem, at der på trods af dette ofte er ledige senge på hospicerne.
Nogle af årsagerne skal findes i visitationskriterierne og henvisningerne, der ofte kommer for sent. Men også at mange borgere ønsker at dø i eget hjem. Derfor vil ønsket om at dø i eget hjem med palliativ støtte og støtte til familien også fortsat indgå som en central ting i Støtteforeningen Hospice Koldings arbejde.
FÆLLESSANG
Efter generalforsamlingen stod Arne Jeppesen i spidsen for fællessang efter højskolesangbogen. Det blev en rigtig vellykket afslutning. Arne Jeppesen fik alle med i fællesskabet, og understregede at fællesskabet var vigtigere end en perfekt sangstemme. Så alle kunne være med. Sangene blev ledsaget af både guitar og humoristiske anekdoter.
BRUG FOR FRIVILLIGE
Kunne du tænke dig at være frivillig i Gæstehuset på Daghjemmet Vesterløkke?
Her åbner frivillige hver tirsdag dørene for samvær og fællesskab.
Daghjemmet er et tilbud til borgere bosiddende i Kolding Kommune og deres pårørende.
Er der et akut eller kronisk behov i forbindelse med en alvorlig og krævende livssituation, kan palliationssygeplejerskerne eller andre kommunale kontaktpersoner hjælpe med kontakten. Tilbuddet er gratis og uforpligtende. Borgere i eget hjem eller på midlertidige ophold på Vesterløkke og deres pårørende er alle velkomne.
For at kunne komme i Gæstehuset på Daghjemmet Vesterløkke skal borgeren være delvis selvhjulpen og som udgangspunkt selv sørge for transporten til Vesterløkke. Ved kontakt til Vesterløkke, kan andet eventuelt aftales.
Vi har derfor brug for frivillige, der vil være med til at skabe trygge og hyggelige rammer i støtten til både brugere og pårørende.
- Til at lytte og tale.
- Bage boller og lave kaffe.
- Synge sammen.
- Læse højt.
- Deltage i mindfulness øvelser.
- Deltage i at skildrer livshistorier.
- Gå ture og meget andet.
Vil du vide mere, kontakt en frivillig på mobil 61303041.
Daghjemmet Vesterløkke har sommerlukket i juli.
NY PJECE PÅ VEJ
I tæt samarbejde med Kolding Kommune er de frivillige på Daghjemmet Vesterløkke netop nu i gang med at publicere en ny pjece, der giver opdateringer på Daghjemmet og Gæstehusets aktiviteter på Vesterløkke. Det sker især for at også nogen udefra med uhelbredelig sygdom og deres pårørende kan blive opdateret om, hvad Daghjemmet kan tilbyde dem.
NÆSTE NUMMER
Næste nummer af Støtteforeningen Hospice Koldings nyhedsbrev bliver udsendt søndag den 15. september. Har du forslag til indhold til nyhedsbrevet er du velkommen til at sende dem til Nils Sjøberg senest torsdag den 12. september på sjoeberg.nils@gmail.com
Teksten er skrevet af og indhentet af bestyrelsesmedlem Nils Sjøberg (Ansvh. efter presseloven)
Kilde: billeder er fra private og fundet på google.