Jeg er født og opvokset på Stenderup Halvøen og har levet det meste af mit liv der.
Jeg er byrådsmedlem og formand for teknikudvalget i Kolding, valgt for det Konservative Folkeparti. Jeg er derud over ansat som erhvervsrådgiver i Jyske Bank.
Sdr. Bjert 27.10. 2015.
Hospice Kolding – Støtteforening for Hospice Kolding.
Der findes ting i livet, man ikke kan undgå. Døden er én af dem. Der findes også ting, man ikke kan sige nej til. Som for eksempel spørgsmålet: Har du lyst til at være ambassadør for projekt Hospice Kolding?
Jeg både kan og vil naturligvis gerne give min fulde opbakning til et så godt og vigtigt initiativ som Hospice Kolding. Fordi døden er uundgåelig og vedkommer os alle, og fordi vi alle fortjener en rolig, ordentlig og værdig afslutning på livet. Det skylder vi hinanden at skabe de bedst mulige betingelser for. Og det er præcis, hvad Hospice Kolding arbejder for at kunne tilbyde uhelbredeligt syge og deres pårørende.
I et så rigt samfund som vores skal vi tage os godt af hinanden. Hele livet. På alle måder. Her spiller initiativer som Hospice Kolding en vigtig rolle som supplement til sundhedssystemet og de rammer, det kan tilbyde. Hospice Kolding vil gerne tilbyde en rolig og værdig ramme om livets afslutning for det enkelte menneske og dets pårørende. Det er et prisværdigt initiativ.
Støtteforeningen for Hospice Kolding har en grundholdning, der maner til eftertanke: “Hele livet er livet værd.” Den holdning, og Hospice Kolding, har min fulde opbakning.
Med venlig hilsen
Knud Erik Langhoff
Indtil 1. januar 2018 byrådsmedlem for Konservative i Kolding.
Borgmester for Kolding Kommune