Christian Rabjerg Madsen

Christian Rabjerg Madsen, Folketingsmedlem for Socialdemokraterne.

Jeg har besøgt Hospice i Esbjerg flere gange

Vi bliver ældre og ældre i Danmark. Heldigvis. Men med den forbedrede sundhedstilstand og det – for flere og flere – lange liv, kommer også et større behov for palliation. Her spiller Hospicerne en afgørende og lindrende rolle for mange. Og de gør det fantastisk. På Hospice forenes menneskelig omsorg med ypperlig professionel hjælp til døende. Der gives plads til både patienten og de pårørende, og i arbejdet med patienten lægges der vægt på både den fysiske, sociale og åndelige dimension af lindringen. Det kan handle om tilstedeværelse og omsorg. Men det kan også handle om god mad. Om varme bade og wellness. Eller om musik og oplevelsesrum. På hospice er der plads til, at afskeden bliver ligeså forskellig og nuanceret som selve livet.

Ved Sdr. Stenderup på Stenderup halvøen ca. 10 km. fra Kolding findes vidunderlig natur, der kan danne rammen om et fantastisk hospice, og initiativgruppens ildhu i forbindelse med projektet viser, at vores område har den gejst og de frivillige, der er så afgørende for, at et hospice kan blive en succes.

Jeg håber, at Hospice Kolding kan blive en realitet i den allernærmeste fremtid.

Mvh Christian Rabjerg Madsen

MF for Socialdemokraterne I Kolding