NYHEDSBREV – september 2025

Støtteforeningen Hospice Kolding

Nyhedsbrev nr. 14

I dette nyhedsbrev fortæller vi primært om Støtteforeningen Hospice Koldings nyligt afholdte møde med Kolding Kommune samt nyt fra daghjemmet.


Møde med Kolding Kommune

Støtteforeningen Hospice Koldings bestyrelse har været til møde med chef for Plejehjem, Aktivitet, Køkken og Demensområdet i Kolding Kommune, Gitte Meyer, samt nøglepersoner på området. Mødet handlede om fremtidige samarbejdsmuligheder.

Gitte Meyer fortalte blandt andet, at Kolding Kommune arbejder ud fra værdierne selvværd og sammenhæng. Hun understregede vigtigheden af at se borgeren i centrum og inddrage civilsamfundet i hverdagen.

Ønsket er at skabe endnu mere sammenhæng mellem plejehjemmene og livet udenfor – særligt i relation til civilsamfundet og de frivillige.


Fremtidige ændringer på området

Vesterløkke er en del af sundhedsreformaftalen, og de eksisterende pladser er i spil i forhold til den kommende delingsaftale med regionen. Det forventes, at der vil ske store ændringer, som også får betydning for de to palliationspladser. Akutteamet er ligeledes en del af denne aftale.

I fremtiden vil der ikke længere være såkaldte palliationspladser på plejehjemmene. Palliation er for alle, og i takt med at kommunen opfører to nye plejecentre, opstår der en enestående mulighed for at nytænke området og implementere palliation bredt på centrene.

Der er rum til andet end et traditionelt plejecenter. Forhåbentlig kan der skabes plads til frivillige, sanselige og nonfarmakologiske tiltag, som er særligt gavnlige i palliative forløb – og ikke mindst plads til de pårørende.

Kommunen er meget opmærksom på de pårørendes betydning og behov i denne sammenhæng.

En mulighed for et daghjem kunne være på det nye plejecenter i Munkevænget.


Støtteforeningens vision

Bestyrelsen redegjorde for Støtteforeningens vision:

“Hele livet er livet værd”

Visionen betyder, at støtteforeningen ønsker at sikre et værdigt forløb for alle døende og deres pårørende i Kolding Kommune.

Derfor arbejder bestyrelsen for at udbrede hospice-tankegangen i kommunen og skabe frivilligdrevne daghjem som supplement til den professionelle pleje på kommunens øvrige plejehjem.

Det er vigtigt for støtteforeningen, at de lokaler, hvor daghjem drives, også er til rådighed for de pårørende, så de har et trygt og godt sted at være, når de våger ved deres kære.


Bestyrelsens konklusion

Bestyrelsen konkluderer, at det var et godt og konstruktivt møde, hvor både Kolding Kommune og Støtteforeningen oplevede, at der er fælles visioner.

Frem mod næste møde i januar 2026 vil bestyrelsen arbejde videre med at konkretisere ønskerne til det fremtidige samarbejde.


Nyt fra daghjemmet

Hver tirsdag på Daghjemmet Vesterløkke fortsætter de gode ugentlige snakke og samtaler omkring bordet i gæstehusets orangeri. Altid med indhold, mening, smil og eftertanke.

Som de frivillige siger:
Kender vi ikke hinanden – så kommer vi til det.


Næste nummer

Næste nummer af Støtteforeningen Hospice Koldings nyhedsbrev udsendes i sidste halvdel af december.

Har du forslag til indhold, er du velkommen til at sende dem til Nils Sjøberg senest den 12. december på:
📧 sjoeberg.nils@gmail.com

Skrevet af Hospice Kolding