Jeg er født i København 1945, opvokset i Vendsyssel og uddannet som bibliotekar. 1974 -2006 var jeg ansat som bibliotekar på Kolding Bibliotek, mens jeg sideløbende skrev bøger for børn og voksne. Siden har jeg helliget mig forfattervirksomheden. Jeg holder foredrag over hele landet og underviser børn og voksne i at skrive fiktion. Desuden er jeg klummeskriver ved Jyske Vestkysten. Min seneste bog er romanen Et sted som ingen ser fra 2014.Jeg har fem voksne børn og seks børnebørn med et syvende på vej. Læs evt. mere på www.mariannegade.dk


At sige verden ret farvel 

Kun døden er os vis, har vi lært. Men når den er et fælles vilkår, hvorfor så frygte den? Jeg husker, da jeg skulle tage kørekort, og ikke alle var lige overbevist om, at det ville lykkes. Jeg tænkte ved mig selv: Når den og den kan tage kørekort, må det vel også kunne lykkes for mig. Og det gjorde det!

Sådan har jeg undertiden tænkt om døden. Men tiden inden, hvad med den? Hvor man ved, man snart skal dø, hvad ønsker man da? Menneskeligt selskab, tror jeg. Og et godt sted at dø. Helst i sit hjem, men hvis det ikke er muligt, så på et hospice.  Hvor man kan sige verden og sine kære ret farvel og bevare sin værdighed og menneskelighed.

Der er forskel på mennesker, også i deres sidste tid på jorden. Nogle foretrækker tanken om Gud, at lytte til klassisk musik og opleve naturen. Andre at drikke en øl gennem et sugerør og genopleve muntre minder. Vi ønsker alle at dø med det vi holdt af.

Men måske behøver døden ikke at være så svær. Måske var livet det sværeste. Måske opleves døden som en lettelse. Som at gå ind ad en port og komme hjem.