Uddannet cand.rer. soc.; gift; mor til fire børn;

Rektor, Designskolen Kolding;

Bestyrelsesmedlem Kruuse A/S og i Spar Nord Fonden


Hospice = Aktiv livshjælp

Som tidligere medlem af Etisk Råd har jeg mange gange været med til at diskutere aktiv dødshjælp. Drøftelser, som blot har givet mig endnu flere argumenter for fortsat at være imod. Jeg mener nemlig, at et samfunds kvalitet kan måles på dets evne til at understøtte livet for alle borgere. I det øjeblik samfundet får muligheden for eller retten til at slå ihjel, forkrøbles det.

Derfor støtter jeg på det varmeste hospice-tanken, hvor grundprincippet er, at vi skal have mulighed for at leve så godt som overhovedet mulig indtil det sidste. Jeg har selv oplevet, hvor stor en støtte et hospice kan være, både for beboeren og for de pårørende, f.eks. også, når det er et helt ungt menneske, som  – helt urimeligt – er døende. Og hvor der er kæreste, søskende og forældre, som skal leve med det, der næsten ikke kan leves med. Her kan et hospices professionelle og hjertevarme personale være en kæmpe støtte, fordi de kan hjælpe med at gøre den sidste tid så intens, at der kan opstå en uventet meningsfuldhed..

Jeg håber meget, at det vil lykkes at få etableret et hospice i Kolding.

Elsebeth Gerner Nielsen