Socialrådgiver på efterløn


For ca. 20 år siden deltog jeg i et kursus, der handlede om faglig og personlig udvikling.

En dag fik jeg en opgave, hvor jeg skulle beskrive, hvad jeg vil foretage mig de sidste 24 timer af mit liv.

Dengang var jeg 43 år. Jeg gik helt i sort. Kunne ikke løse opgaven, da den var helt uvirkelig. Med andre ord: Jeg betragtede mig dengang som udødelig.

Siden dengang har jeg overlevet en kræftsygdom, som jeg fik konstateret i 1999.. Begge mine forældre er døde og jeg er derfor en del af “bolværket” i forhold til mine børn.

Dette har medført, at jeg ikke længere anser mig som udødelig, og jeg har derfor gjort mig mange tanker om den sidste tid af mit liv.

Et stort ønske er, at afslutningen kommer i forlængelse af et kortvarigt sygdomsforløb, og jeg kan være hjemme med mine nærmeste omkring mig.

Hvis dette ønske ikke kan indfries, vil et ophold på hospice være et lykkeligt alternativ. Her er hjemmelige forhold, kompetent pleje og plads til besøg/nærvær efter behov, som ikke er begrænset at et system, men efter, hvad man som beboer har brug for.

Derfor mener jeg, der er mange gode grunde til at støtte op om etablering af Hospice Kolding, og jeg glæder mig over, at min kone Lotte aktivt deltager i støtteforeningens arbejde.

Kærlig hilsen

Arne Jeppesen

 


Next Post