was successfully added to your cart.
FortællingerNyheder

Pers hospicedrøm gik ikke i opfyldelse

Da Per Brixen fik konstateret, at den blærecancer, som han – ved alle kontroller – havde fået at vide var helbredt, i stedet havde bredt sig, var sygdommen allerede så fremskreden, at sundhedsvæsnet kun kunne tilbyde lindrende behandling.
Per og hans hustru Signe fik den chokerende besked på Pers 62 års fødselsdag i 2015, mens han var indlagt på Kolding Sygehus. Og den var kontant og hård: Per havde ganske kort tid tilbage at leve i. ”Så vil jeg på hospice,” konstaterede Per, som håbede på, at det specialuddannede personale på hospice ville have mere tid og bedre redskaber til at lindre hans fysiske og psykiske smerter.
Han drømte om smertelindring, for selv om lægerne og sygeplejerskerne på sygehuset gjorde, hvad de kunne, så havde han hele tiden smerter.
Han drømte om ro, nærvær og omsorg, for selv om han blev flyttet til en enestue, så var sygehusets uro, lugte og rutiner hele tiden påtrængende og frustrerende.
Han drømte om at blive sænket ned i et varmt, velduftende bad, for i den tid, han havde ligget på Kolding Sygehus, var han kun blevet vasket i sengen, fordi der ikke var tid og heller ikke loftlift på hans stue.
Det fortæller Pers hustru, Signe Brixen, som var ved hans side så ofte, som sygehus-forholdene tillod det: ”Per havde været bedemand og havde flere goder erfaringer med hospicer. Han var slet ikke i tvivl om, at han ville dø på hospice. Nu når han var for syg til at være hjemme”, fortæller hun.
Så der blev søgt hospiceplads både på Sct. Maria Hospice i Vejle og på Hospice Sønderjylland i Haderslev. Og parret gav sig til at vente. ”Vi snakkede meget om det, vi skulle gøre, når Per kom på hospice. Jeg havde givet ham en bog i julegave – om at miste og tage afsked – og den snakkede vi om, at jeg skulle læse højt for ham. Når vi kom på hospice!
Af børnene havde vi fået en fotobog med billeder af børnebørnene. Jeg foreslog, at vi skulle kigge i den sammen, men det skulle vente, sagde Per, til han kom på hospice,” fortæller hun. Så Per og Signe ventede, mens dagene gik, og Per blev dårligere.
Det oplevedes, som at være i et venteværelse konstant!! Når døren gik, tænkte vi: Nu kommer der en ind og siger, at der er plads på et af hospicerne. Men det skete desværre ikke – og det var vanskeligt at bevare håbet!
Personalet på Kolding Sygehus var venlige, men de havde alt for travlt og var selvfølgelig koncentreret om at redde liv – det er jo det, man gør på et sygehus.
Da der var gået en uge, fik Per det tydeligt meget dårligt. Jeg blev kaldt ud på gangen til en læge, som oplyste, at det var ved at være slut, og at Per ikke ville nå at komme på hospice…..
”Vi var hos ham til livet ebbede ud – samme aftenen. Sad ved hans seng og holdt ham i hånden, nynnede hans yndlingssange og snakkede med ham, selv om han sikkert ikke kunne høre os,” fortæller Signe.
En uge efter sin terminalregistrering døde Per Brixen på Kolding Sygehus…….
Lige efter Pers død var Signe Brixen vred over forløbet på hospitalet og meget skuffet over, at Per ikke fik sit ønske om at dø på hospice opfyldt. Dog er det anderledes nu. ”Det er jo ikke sygehusets skyld, at han ikke fik plads på hospice.”
”Men et sygehus er bare ikke et godt sted at dø – eller at leve den sidste tid”, fastslår Signe Brixen. ”Der mangler bedre smertelindring, ro, nærvær og omsorg både for den døende samt for pårørende. Mulighed for at få talt om de vigtigste ting i livet samt at tage afsked på en værdig måde. Og efterfølgende omsorg og opfølgning for pårørende”.
”Per var en af de allerførste, som meldte sig ind i Støtteforeningen for Hospice Kolding og var med i den første bestyrelse. Så på en måde føler jeg, at jeg arbejder for at gøre hans drøm til virkelighed for andre,” fortæller Signe.

Fortalt af Signe til Ina Lave.