Lone fortæller rørende om afskeden med sin mor på egne og sine søskendes vegne.

Mit navn er Lone. Min mor døde den 4. november 2014 på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg, som følge af kræft udsprunget i æggestokkene.
I sommeren 2013 fik min mor diagnosen kræft. Kort efter fik hun sin første omgang kemoterapi og i oktober 2013 blev hun opereret. Efter hendes sidste gang kemo i januar 2014 blev hun erklæret kræftfri, men allerede i april kunne man konstatere, at kræften var tilbage og at det var kronisk. Altså ville hun skulle leve med kemoterapi resten af livet – hvilket lægerne mente var en mulighed.

I juni 2014 blev hun indlagt med forskellige komplikationer pga. kemo og operation. Efter næsten en måneds indlæggelse endte det med endnu en operation i juli måned og her opdagede man, at kræften havde spredt sig til det meste af hendes mave. Beskeden fra lægerne lød, at de stadig havde et helt skab fuld af muligheder for behandling med kemo, men at de blev nødt til at vente til hun var kommet sig oven på operationen. Hun kom hjem og fik det bedre, men var stadig meget påvirket af følgerne af operationen og af kræften. I slutningen af september måtte hun igen indlægges, da hun blev dårligere og dårligere. Planen var stadig at give kemo for at holde kræften nede. Der var gode dage, hvor hun fik lov til at komme hjem nogle timer og der var dårlige dage, hvor hun var for utryg til at forlade sygehuset.

Den 14. oktober 2014 indkaldte lægerne os til et møde, hvor de fortalte, at hendes krop var for svag til at komme i gang med kemoterapi og at de ikke turde starte flere behandlinger op. Der var ikke mere de kunne gøre for hende der.

Til samme møde fortalte de os om vores muligheder herfra, deriblandt muligheden for at komme på Hospice.
Vi er 3 søskende i tyverne og først i tredverne, som alle bor i København og min mors første reaktion var instinktivt at spørge, om man kunne komme på Hospice i København, selvom man var bosat i Kolding. Lægen bekræftede og min mor virkede nærmest oplivet ved tanken om at skulle til København og være hos os.
Allerede dagen efter begyndte vi at undersøge og kontakte forskellige hospices i København og 2 dage efter var ansøgningerne sendt afsted. Herfra gik det hurtigt. Hun fik tilbudt plads 2 forskellige steder. Diakonissestiftelsens Hospice tilbød hende en plads allerede fra ugen efter og den 23. oktober 2014 flyttede vi hende til København.

Efter at have været i hospitalsverdenen i 1 ½ år, skulle både min mor og vi 3 børn vænne os til dagligdagen på et hospice. Her var lægerne og sygeplejerskers fokus på at lindre og give omsorg, hvor fokus på et sygehus var på at forebygge og helbrede. Sygeplejerskerne på Vejle Sygehus havde forberedt os på dette, men alligevel var det svært for os at give slip på konstant at være opmærksomme på medicin, temperatur, infektionstal osv.

For min mor var det en enorm lettelse og i virkeligheden tror jeg, at hun i lang tid havde frygtet hvad endnu en gang kemo ville gøre ved hendes krop. Nu var hun i stedet omgivet af folk, hvis eneste opgave var at sørge for, at hendes dage var gode og smertefrie og som tog sig tid til at snakke med hende om hendes forløb, hendes tanker og behov.

Tid til de pårørende

Udover at personalet var fantastiske til at tage hånd om vores mor, tog de også imod os 3 børn. Tog sig tid til at snakke med os, forklare processen og holde os i hånden. De lyttede til os og lod os råbe ad dem uden at bebrejde os. De ledte os så skånsomt igennem forløbet som muligt, samtidig med at de hjalp os til at forstå hvad der skulle ske – og bad os være realistiske omkring det. Ligeså meget for vores egen skyld, som for vores mors.
På Vejle Sygehus var lægen (med god grund) ikke meget for at give os et estimeret svar på hvor længe endnu vi ville have vores mor. Uden nogle løfter, hed det sig dog, at det nok drejede sig om måneder og vi regnede alle med, at vi ville få mulighed for at holde en sidst jul sammen.

I virkeligheden tror jeg, at min mor havde været klar længe. Hun var i det hver dag, og havde hele forløbet igennem en stærkt føling med alt hvad der skete i hendes krop. På Hospicet fik hun tilknyttet nogle fantastiske sygeplejersker, som lyttede til hende dag og nat og forsikrede hende, at det var okay at være klar – på trods af at det betød, at hun skulle forlade sine børn. De hjalp hende med det, som vi ikke kunne, fordi vi var for følelsesmæssigt involverede og ikke klar til at sige farvel. Med deres hjælp kom vi til at forstå hvad der fysisk skete i hendes krop – hvilket gjorde det lettere for hvert fald mig at forstå hvorfor dagene blev sværere og sværere for min mor at komme igennem og hvorfor det hun mest havde lyst til de sidste dage var at få lov til at sove.

Efter kun en uge på hospice havde vi møde med en af lægerne. Min mor havde fået en del gener af medicinen og efter mødet besluttede vi i samråd, at udover smertestillende, skulle hun ikke have mere medicin. Det var som om, at hun for første gang i halvandet år selv fik lov til at bestemme hvad der skulle ske med hendes krop og jeg tror, at hun på en måde følte sig fri. Mødet var desuden en øjenåbner for os 3 børn og for første gang tror jeg, at det gik op for os, at vores mor skulle dø – og vi blev i stand til at fortælle hende, at det var okay. At hun ikke skulle holde fast for vores skyld længere og at vi godt kunne forstå det. Vi var hos hende hver dag og over weekenden var vi samlet der – hun sov det meste af tiden og var god til at udtrykke, når hun havde brug for ro.

Det var svært for os at gå fra hende, det eneste vi havde lyst til var at sidde der og holde hende i hånden. Søndag var sidste gang vi var i kontakt med hende og da vi kom mandag morgen var det tydeligt, at hun sov tungere. Vi sad alle hos hende, på skift og sammen, og hun vågnede på intet tidspunkt.

Mandag var vi på en måde alle i chok

Vi vidste godt, at dette var næste skridt, men alligevel kom det bag på os. Min søster og jeg besluttede at sove der og der blev redt op på madrasser på gulvet ved hendes seng. Hele måden det blev gjort på var fuld af respekt for både os og vores mor og sygeplejerskerne listede og tog hensyn på alle tænkelige måder. Ingen af os sov meget den nat, men det gav ikke mening for nogen af os at være andre steder. Vi var ikke klar til at forlade hendes side.
Det er svært at vide hvordan man gør det rigtige i den situation, men hele vejen igennem blev vi forsigtigt guidet og blev bedt om at stole på vores mavefornemmelse – og fortalt, at uanset hvad den sagde os, så var det det rigtige. Derfor valgte vi et par gange i løbet af tirsdagen at forlade stuen og give vores mor ro. Det var trods alt hvad hun havde bedt om de sidste dage. Sidst på dagen tirsdag følte vi alle en vis uro. Vi ryddede stuen for alle vores ting og sad hos hende på skift noget tid. Derefter blev vi tilbudt at få stillet en pårørende stue til rådighed, hvor vi tre børn og vores kærester samledes. Vi nåede at sidde der en times tid, da vi pludselig kunne høre hastige skridt på vej mod døren og en af sygeplejerskerne kom ind og sagde, at det var tid til at vi skulle komme tilbage på stuen. Vi samledes omkring sengen hos vores mor, da hun kort tid efter holdt op med at trække vejret. Det hele foregik med sådan en ro og vi sad alle tilbage med følelsen af, at vores mor selv havde fået lov til at tage beslutningen om at give slip – og vi fik alle lov til at være en del af det. Det gjorde, at selvom situationen var svær, sad vi alle med en følelse af, at det var sådan det skulle være – og at vi havde gjort det rigtige ved at give hende ro. Dette kunne hun kun gøre alene.

Vi sad hos hende noget tid og forlod derefter stuen, så sygeplejerskerne kunne gøre hende klar. Da vi kom tilbage var der tændt stearinlys og der kørte musik i baggrunden. Alt blev håndteret med den dybeste respekt.

Vi blev altid mødt med åbne arme

Sygeplejerskerne hjalp desuden med mange praktiske ting. Ting, som vi ikke selv havde tænkt på. Hvornår det var en god ide at få ringet til en bedemand, at få taget stilling til hvor hun skulle begraves osv. Ting, som du ikke har lyst til at skulle tage stilling til, men som du bliver nødt til at forholde dig til.
Ingen af os har efterfølgende været i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at vores mor tilbragte sin sidste tid på hospice. Personalet og de frivillige, som var tilknyttet, gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe og jeg har den dybeste respekt for mennesker, som arbejder sådan et sted og alligevel hver dag har overskud til omsorg og smil. På trods af, at vi kun havde vores gang der i halvanden uge, blev stedet hurtigt et naturligt sted at færdes og som pårørende er dørene der altid åbne. Vi havde vores egen nøgle og kunne komme dag og nat – vi blev altid mødt med åbne arme.
Udgivet med tilladelse