Stig Rossen

Skuespiller, født og opvokset i Kolding

Min lillesøster, Helle, døde i starten af december 2014 efter en kort og intens kamp mod kræft. Hun blev kun 49 år gammel. Hun var i ugen op til sin død på Hospice Sydfyn, hvor jeg besøgte hende dagligt og fik mulighed for at tale med personalet. Jeg blev bjergtaget af deres indlevelse og medmenneskelighed. De var dygtige og professionelle, men det var samtidig klart, at det her var meget mere end blot et arbejde for dem. At Helle fik så smuk og værdig en afslutning på sit liv varmede mig i en sådan grad, at der var plads til smil, glæde og taknemmelighed oven i alle de forventede følelser af sorg.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: Sådan burde alle have mulighed for at dø, når deres tid kommer. Sådan vil jeg i hvert fald gerne have lov til at dø.
Jeg vil opfordre alle til at støtte op om Hospice Kolding projektet. Et hospice i de smukke omgivelser ved Sdr. Stenderup vil give en masse mennesker muligheden for at få en smuk og værdig afslutning på livet omgivet af den smukke natur og dedikerede, medfølende ildsjæle.

Jeg er stolt over at være ambassadør for projektet og hører i mit stille sind min søster sige: ”Sådan, brormand!”