Ud og ind af hospitalet

 

var virkeligheden for begge mine forældre de sidste år inden de døde.
Det kan nok ikke være anderledes, – de blev hjulpet , – og levede sikkert meget længere pga. den hjælp de fik.
Sent i forløbet fortsatte denne flytten mellem hjemmet og hospitalet med stigende frekvens. Begge mine forældre var meget afkræftede og måtte bæres op og ned af trapperne i beboelsesejendommen, hvor de havde deres lejlighed.
Det blev meget utrygt for dem at flytte med få dages mellemrum. Det var ikke rart, hverken for mine forældre eller for os pårørende. Min mor nægtede til sidst at tage hjem fra hospitalet, hun blev bange for at være alene, selv om hun elskede sin lejlighed.
Jeg har siden besøgt hospice. Jeg har der oplevet en atmosfære uden institutionspræg. Et sted hvor et taktfuldt personale sørger for optimale rammer for samværet med familie og venner.
Personalet har ikke berøringsangst med døden. De nødvendige samtaler, om hvad der skal ske, er en uvurderlig støtte både for patienten som for resten af familien.
Den tryghed vil jeg ønske for enhver, der har det behov. Derfor støtter jeg Hospice Kolding nu, og det vil jeg også være med til fremover.

Henrik Fischer, Skulptør
Sønder Stenderup