2. påskedag 2018
Jeg sidder på Friggasvej i Kolding sammen med Linda i familiens hyggelige og meget personlige hjem, og får kaffe. Linda har indvilget i at fortælle om de sidste år af hendes samliv med Henrik, som hun har 2 store sønner med.
Sygdom kan komme pludseligt.
En lørdag formiddag i december 2010 kørte Linda i Rema for at handle, mens Henrik ville lave en kop kaffe og lidt morgenmad. På vejen hjem må hun vige for ambulancen, og kører intetanende videre, for så at erfare, at det faktisk er hendes ægtemand, som pludseligt havde fået så voldsomme smerter i hovedet, at han havde ringet efter hjælp, og måtte køres på sygehuset. Man finder ud af at Henrik har en tumor i hjernen, og måske har den været der i mange år. Undersøgelser viser, at den sidder så langt inde, at man ikke vil tage biopsi eller operere på dette stadie, og håber den forbliver i ro. Henrik får medicin, og er frisk igen. Tager på arbejde, og de får at vide, at de skal forsøge at leve livet så normalt som muligt, og bliver fulgt op med kontrol på Odense Universitets Hospital.
I Juli 2011 tager familien på ferie i udlandet. Henrik kørte selv bilen til Italien, han spillede fodbold med sine drenge, var aktiv og de havde en dejlig sommer. I august viser det sig imidlertid at tumoren har udviklet sig, og de får at vide at en operation er nødvendig, men at der ville være risici. Henrik kunne risikere at miste talen eller blive lam. Det lykkedes at fjerne noget af tumoren. Henrik, som altid havde været meget aktiv og engageret i mennesker omkring sig, blev desværre lam. Han var i en tid indlagt mht. genoptræning, og efter udskrivning kom han hjem, og fortsatte ihærdigt med sin genoptræning flere gange i ugen. Han lærte at klare nogle ting i hverdagen, og deltog så meget han kunne i drengenes fritidsliv, samt det sociale liv, hvilket altid havde betydet meget.
Efterfølgende blev Henrik behandlet med stråler og kemo, og selvom han blev syg af det, holdt han humøret oppe. Ikke mindst pga. den store opbakning fra familie og venner, som gav ham så meget livsglæde.
Sommer 2016, ønsker Henrik ikke længere at få kemo. Langsomt mister han synet, og får nogle angst anfald. Han blev erklæret terminal, og det palliative team kom i hjemmet. Henrik var stadig hjemme og var plejekrævende, og i forbindelse med hans angst anfald kunne der komme hallucinationer. Samtidigt arbejdede Linda, og begge ønskede de, at drengene havde deres hverdag med fritidsaktiviteter og venner. Det var hårdt for dem alle, men Linda ønskede ikke aflastning på et plejehjem, det havde de prøvet i 2012 med nogle uheldige oplevelser.
I oktober 2016 var kræfterne ved at være brugt op, og hjemmets læge fortalte på et besøg i hjemmet, at der var mulighed for aflastning på hospice i ca. 3 uger, og at Henrik ville komme hjem og holde jul med familien. Henrik kom på hospice i Haderslev, og fik en fantastisk omsorg med bla. spabade og massage, som hjalp ham meget med at kunne slappe af. Samtidig vidste de, hvordan de kunne hjælpe ham under angstanfaldene. Både Henrik og familien var trygge ved det, fordi der var god tid og nærvær, og samtidig var der plads til drengene. Vennerne bakkede op, og besøgte på skift Henrik, hvilket betød meget for ham og Linda.
Henrik havde nu mistet synet helt, og var sengeliggende. Der var lavet et vagtskema, så det var de samme 2 sygeplejersker, der var omkring ham og de forklarede ham hele tiden, hvad der skulle ske, på de forskellige tidspunkter af dagen, og hvem der ville komme og aflægge besøg. Der blev taget hånd om familien, og de fik tilbud om psykologsamtaler. Særligt naturen omkring hospice gjorde godt for Henrik. Sengen blev kørt til terrassen, der var tilknyttet sygestuen, så den friske luft kunne nydes, og sanserne blive stimuleret.
Selvom Linda var tryg ved at Henrik var i gode hænder på hospice, var hverdagen stadig hård og svær at få til at hænge sammen med kørsel til og fra hospice. Drengene skulle passe skolen og fritidsaktiviteter samt venner. Det var hårdt for Henrik og Linda, at hun pga. afstanden ikke lige med kort varsel kunne besøge Henrik, når behovet var der. Efter 4 uger indså Linda, at Henrik blev tiltagende afkræftet, og at hun ikke ville kunne få ham hjem. Ved en samtale med lægen d. 18.11. besluttede Linda at tage orlov fra arbejdet for at være omkring Henrik, selvom lægen gav udtryk for at det ikke hastede.
Blot 24 timer efter er familien kaldt op til Henrik, og han dør om eftermiddagen d. 19.11. med alle samlet omkring sig. Helt i Henriks ånd. Personalet guidede familien gennem hele forløbet, som betød at de fik sagt smukt farvel, og Linda ønsker for alle, at der er et tilbud og mulighed for at komme på hospice, hvis ønsket og behovet er der.
Udgivet af Lone Friis med tilladelse af Linda Rubinke