Over en kop kaffe i Karens smukke hjem fortæller Karen rørende om tabet af sin datter Christina tilbage i november 2013
Karen indleder vores samtale med at sige: ”Der er noget nogle mennesker ikke forstår, når de siger: ”Nu må du da være kommet over Christinas død.”- og fortsætter: ”Man kommer sig aldrig over tabet af et barn, – men man lærer at leve med det” – ”for man skal jo videre”.
Karens datter Christina døde som 42-årig af kræft i æggestokkene efter et langt sygdomsforløb.
Efter at have mærket udefinerlige symptomer gennem 2 år, uden at den praktiserende læge undersøgte dem nærmere, fik Christina i 2003 konstateret kræft i æggestokkene og blev opereret. Efterfølgende blev Christina erklæret rask, ingen kontrol og ingen efterfølgende behandling. Det blev dog 8 år med tiltagende symptomer, hvorefter Christina i 2013 på Odense sygehus fik at vide, at operationen 8 år tidligere ikke havde fjernet hele den ene æggestok, og nu havde kræften udviklet sig i alvorlig grad.
Karen fortæller: ”Sygehuspersonalet gjorde hvad de kunne, men der var ingen privatliv”
Christina blev indlagt på OUH på en 2sengsstue. Ved besøgstid sad man tæt op ad nabo sengen. Når der var brug for personlig pleje, foregik det adskilt af et forhæng, men der var ikke meget privatliv.
I foråret 2013 får Christina og familien at vide, at der ikke er mere at gøre. Christina er nu blevet så syg, at det Paliative team tilbyder ophold på Sct. Maria Hospice i Vejle. Modsat vilkårene på OUH oplever familien nogle helt andre rammer på hospice. Christina har nu enestue. Der er plads til at familien kan overnatte og være tæt på. Karen giver mange eksempler på, hvilken betydning det har, at personalet er specialiseret i smertelindrende behandling, at der er tid til en snak på sengekanten, en hånd og en snak om de gode og de svære ting i livet og i døden. Selvom livet på hospice går på hæld, så oplevede familien dejlige fredage med musik og sang. En dag blev der spillet musik fra Hawaii, og pludselig dukkede en af de ansatte op i ”Honolulu” antræk og dansede rytmisk rundt til stor morskab. En latter på et Hospice er så befriende.
De fleste ophold på hospice er kortvarige, men Christinas ophold på hospice blev langvarigt, og på de 6 mdr Christina opholdt sig der, knyttede hun og en anden ung kvinde et nært venskab. De lavede sjov med, at de var blevet bonussøstre, ja og dermed var Karen jo blevet bonusmor. Et af opholdsrummene var indrettet med ovenlys, og Christina og veninden bad en dag om at få begge senge kørt derind, så de kunne ligge ved siden af hinanden og snakke sammen. Familien oplevede, at der var tid til og forståelse for individuelle behov.
Personalet arbejder i teams, som er omkring patienten og de pårørende, og personalet får dermed et tæt kendskab til patienten og familiens behov. De havde en god fornemmelse for, hvordan de kunne tilbyde hjælp og var i tæt dialog. Dette var en stor tryghed for alle parter.
Christina var glad for livet, og selvom hun ikke ville give op, så kom den dag, hvor hendes krop ikke kunne mere. Familien var omkring hende, og deres ønske om at Christina skulle være helt smertefri blev indfriet. Christina sov ind d. 17. november 2013 og et umenneskeligt sygdomsforløb var slut.
Familien fik efterfølgende tilbudt samtaler med psykolog og præst, så de kunne få hjælp til at bearbejde sorgen. De er dybt taknemmelig for den omsorg og pleje Sct. Maria Hospice gav, og tanken om at Christina skulle have været ind og ud af sygehuset og plejet i hjemmet, ville være uoverskuelig.
Selvom det var en sørgelig tid, så efterlader det gode ophold på hospice familien med en følelse af, at der blev taget god og kærlig hånd om deres elskede datter. Denne følelse gør det lettere at bære, at Christinas liv blev så kort. Når en patient dør, bliver der samme dag sat et personligt vers og et lys samt en hilsen til de efterladte fra personalet, der var tilknyttet den afdøde – en meget smuk tradition.
Udgivet med tilladelse af Karen Munch