psykolog
Jeg er født (1956) og opvokset i Vestjylland, hun er uddannet Cand.Psych. fra Arhus Universitet og har boet i Holland fra 1987-2013.
I Oxford arbejdede jeg i begyndelsen af ‘90erne på hospice og deltog i diverse intensive kurser i palliativ omsorg. I 1992 oprettede jeg ‘Achter der Regenboog / Behind the Rainbow’ – et fond, som initierede sorgarbejde med børn og unge. Her organiserede jeg sorggrupper og udviklede kurser for professionelle. Fra 1998 arbejdede jeg med supervision og træning af læger, sygeplejersker og andre professionelle inden for palliativ omsorg, dels på hospices, dels på sundhedscentre og hospitalsafdelinger. I efteråret 2013 fik jeg ydernummer i Kolding og flyttede efter 27 år i Holland tilbage til Danmark sammen med min hollandske ægtefælle Rudolf. Siden da har jeg arbejdet som psykolog i egen praksis i her i byen.
I 1991 var jeg på vej til England, hvor jeg i en periode skulle arbejde på et hospice i Oxford. Inden afrejsen fra Holland, hvor jeg boede dengang, var jeg på besøg i Vestjylland hos familien på min fødeegn.
Det viste sig, at vores genbo – en gammel kone på næsten 90 – lå for døden på et plejehjem i nærheden.
For mig var hun ikke en gammel kone, – hun var den, som jeg søgte over til, hvis vi derhjemme skulle have grønlangkål eller andre ’grønne’ ting til aftensmad, eller den, som gav mig lov til at have en kanin og som ind imellem plukkede ekstra mælkebøtter til den. Hun var også den, som altid havde tid. Så selvfølgelig kørte jeg ned til hende for at sige farvel og tak for mange gode oplevelser.
Jeg fandt hende i et skyllerum, hvor hun lå alene. Der var koldt. Vinduet var så højt oppe, at man selv stående ikke kunne se ud af det. Der var ingenting på væggene. En stol til at sidde på måtte jeg hente ude på gangen. En sådan var der åbenbart ikke megen brug for.
Jeg fortalte hende om livet i Holland, rejsen til England og arbejdet på hospice. Og drømmen om at skabe noget tilsvarende i mit ’nye’ fædreland. Ved det sidste blev hun stille. Jeg troede, at hun var træt og at talen om døden måske var svær. Men så rejste hun sig halvt op. ’Sier dej li rondt, – du behøvs æt å rejs udenlands for så’n nøj. A tøvs, du ku gjør’t herhjæem.’
Nogle få måneder senere tænkte jeg tit tilbage på hende, mens jeg arbejdede i Oxford på Sobell House. Hyggelige rum, – familien, som blev inddraget så meget som muligt. Sygeplejersker, som både havde tiden og som brugte den på en altid indbydende stol ved siden af sengen.
Jeg havde gjort det til et fast rituel altid at spørge patienterne, hvorfor de havde sagt ja til hospice. Nogle af de oftest afgivne svar var: ’Her ved de, at jeg har levet et fuldt liv, inden jeg blev patient’. ’Her har jeg et navn og en fortid’. ’Her føler jeg ikke, at jeg tager plads op for andre, som måske stadig har en chance for helbredelse’. ’Her er ikke bare jeg, men også min mand og børn velkomne’.
Jeg husker især en kvinde, som sagde ’Her rører de ved mig, næsten hver gang de taler med mig. Inden jeg kom her, blev jeg berørt, hvis jeg skulle vaskes, prikkes eller undersøges. Jeg føler, de hjælper mig med at tage afsked – også med min stakkels, syge krop.’
Den hjælp vil jeg også gerne have til rådighed den dag, det bliver min tur. Og ved at arbejde for det i støtteforeningen, svarer jeg på et løfte, som jeg afgav den gang i skyllerummet for mere end tredive år siden. Godt, at der er sket meget siden da.
