Præst i Sdr. St. 1978-2012, i Brændkjær Sogn 1978-94 og provst i Kolding provsti 1993-2012.
Underviser lærerstuderende på Bornholm i Almen Dannelse (KLM) og virker som censor på læreruddannelsen.
Er gået på pension og bosat sammen med sin kone, Kirsten, på Bornholm tæt på børnebørnene.
Prædiker lejlighedsvis i øens kirker.
Hospice – hvorfor det?
I min tid som præst er det hændt, når jeg har siddet med en familie for at aftale begravelse, at det i løbet af samtalen er kommet frem, at familien i nogen tid har vidst, hvor det bar hen. ”Men det sagde vi naturligvis ikke til vores far,” kunne det så lyde. At få den oplysning har altid gjort mig lidt forstemt. For det betyder jo, at den sidste tid med den nu afdøde har været præget af, at der var noget, man måtte undgå at tale om. Og den syge på sin side har også været afskåret fra at dele sine tanker om det, som ventede ham, for han vidste jo ikke, at de vidste…
Sådan kan misforståede hensyn sætte en barriere for, at de sidste kostbare stunder kunne danne ramme om gode samtaler om fælles minder og fælles håb.
Da min mor døde, skete det ikke uden varsel. Hun blev udskrevet fra Skive Sygehus en junidag med den besked: ”Du skal tage hjem og berede dit hus!” Naturligvis skulle der lige gå nogle dage, før den barske melding var sunket ind, men derefter fulgte hun det gode råd. Der var dage, hvor sygdommen fyldte det hele, men der var jo også gode dage. Og dem tog hun styringen over og sørgede for, at de blev udnyttet til besøg af familie, venner og bekendte, før det blev for sent. På et tidspunkt var det ikke mere holdbart med den hjælp, som kommunen kunne yde i hjemmet. Så kom hun igen på sygehuset i Skive, denne gang på enestue, og jeg tænkte om det, at den stue i grunden var et mini-hospice. For det var som om, hospitalets almindelige rutiner blev sat ud af spil, når man trådte ind ad døren. Den dag i dag tænker jeg med stor taknemmelighed på et sygehuspersonale, som udviste en enestående respekt og omsorg for et menneske, som kun havde kort tid igen at leve i. Det vidste vi jo alle. En septemberdag var det forbi.
Jeg håber, at det stadig er sådan på nogle sygehuse. Men jeg er jo ikke naiv. Det er klart, at med den udvikling, sygehusvæsenet gennemgår med større enheder og stramninger på personalebudgettet, så bliver det vanskeligere at tage udstrakte hensyn til den enkelte patient. Dertil kommer, at der over sygehusets virke som med usynlig skrift står prentet ”redde liv”. Det er dét, det kommer an på. Døden er en fejl, som for enhver pris skal undgås. At der prioriteres sådan, er vi i al almindelighed rigtig glade for. Men for den, der kan se, at der ikke er så langt igen, er der altså nogle andre hensyn som vejer tungere. Han eller hun har ikke mere brug for at blive set som patient med en bestemt diagnose, men derimod som et menneske med en historie, det meget gerne vil dele med andre. Derfor bliver tid, nærhed og omsorg de nye prioriteter. Erfaringen fra eksisterende hospicer viser, at det netop er styrken ved dette koncept. Og derfor bakker jeg varmt op om tanken med at etablere et hospice på Kolding-egnen.
Frank Kærgaard
